Slutrundeforedrag - Sepp Piontek

::Sepp Piontek - ledelsesværktøj - humor::

Uden et ophold med woodoo på Baby Docs Haiti var det aldrig gået godt i Danmark.

Sepp Piontek er kategorisk, men husker så at tilføje: »Og så var der jo også lige Gitte her fra Fyn.«

Da vi møder den tyske dansker på hans hjemmebane i Blommenslyst-villaen, kan det næppe blive mere dansk med wienerbrød til sort kaffe, som havde caffè latte-kulturen aldrig eksisteret.

Fra hovedtrappen er der mindre end et godt drives afstand ned til golfbanen, hvor Piontek og fru Gitte tilbringer en del af pensionisttilværelsen, selv om der stadig er bud efter den tidligere landstræner som foredragsholder over hele landet.

»Jeg har kun spillet i tre år, men har da et handicap under 36, så jeg kan spille på alle baner, når jeg kommer rundt i landet,« siger den 68-årige tysker, der spiller sig selv i en hovedrolle i den nye dokumentarfilm ”Og det var Danmark”, der har premiere den 9. maj i flere biografer landet over.

Før reporteren når at skitsere temaet for interviewet, begynder Sepp Piontek entusiastisk at fortælle om filmens indledning, der trækker en rød tråd fra Hitlers nazi-OL 1936 i Berlin til den berømte balkonscene på Københavns Rådhus i 1992, da Richard Møller Nielsens EM-vindere med et stænk af upassende hovmod brød ud i korsang: »Deutschland, Deutschland, alles ist vorbei ?«

En anden rød tråd ved filmen har også relationer til Sepp Piontek, der som antydet i indledningen oplevede en spændende og eksotisk periode som landstræner i Haiti før sin ankomst til Danmark i 1979.

Dokumentarfilmens producer er Karoline Leth, datter af forfatteren, digteren og instruktøren Jørgen Leth, der i mange år har tilbragt det meste af sin tid i Haiti.

Det er en film om både fodbold, forvandling og folkesjæl i et lille land, der aldrig tidligere før Pionteks ankomst havde gjort sig bemærket blandt de bedste på den internationale fodboldscene.

Men det er også en nostalgisk film om kærlighed, stolthed og den særlige humor, der herskede mellem det legendariske firserholds stjernespillere og deres karismatiske tyske træner. Måske især personificeret gennem det senere så stærke venskab mellem modsætningerne, Sepp Piontek og Preben Elkjær.

De ustrukturerede danskere
Sepp Piontek er altså ikke den letteste at interviewe, når han kender reporterens fortid og temaet, der hele tiden (af)sporer ham ned ad mindernes allé med engageret fortællekunst om historiske detaljer efter ”ka' du huske-modellen”.

Men på et tidspunkt lykkes det at få indsparket spørgsmålet om, hvordan en velanskrevet og seriøs tysker holdt ud i landstrænerjobbet gennem 11 år i det fodboldinferiøre land, før han smed tøjlerne og rejste til Tyrkiet som både klub- og landstræner for senere at vende tilbage til dansk klubfodbold og et permanent ophold med fuld integration.

»Hvis jeg ikke havde prøvet at arbejde på Haiti under ”Baby Doc”, så ville jeg sandsynligvis heller ikke have holdt ud i Danmark. I Haiti skulle jeg kæmpe med både woodoo-hekserier og militæret, så der skulle man være meget fleksibel for at ”overleve” og kunne fungere i jobbet som landstræner. Fra Tyskland var jeg vant til en meget disciplinær dagsorden med ”ordnung muss sein”, men hvis jeg ikke havde prøvet de ustrukturerede forhold i Haiti, før jeg kom til Danmark, havde det nok været umuligt for mig at acceptere den udprægede laissez faire-holdning, der prægede spillerne og herskede omkring det danske landshold ved min tiltrædelse i 1979,« siger Sepp Piontek.

Sepp Piontek kom til Danmark med en fortid som professionel tysk landsholdsspiller i Werder Bremen og et cheftrænerjob samme sted, før lysten til at prøve noget nyt førte ham to år til Haiti og hjem igen til Hamburg-klubben St. Pauli, før Dansk Boldspil-Union fik øje på ham som afløser for den daværende landstræner Kurt Nielsen. Piontek var tysk gift og havde konen med i Danmark, indtil han lod sig skille efter mødet med den fynske skolelærer Gitte fra Korup.

De tyske rødder
Mens træneren bag EM-titlen, Richard Møller Nielsen, skulle overtales med gode argumenter undervejs, var Sepp Piontek ikke i tvivl om, at han gerne ville medvirke i den nye film, da han fik henvendelsen fra produktionsselskabet. Han ser filmen som en mulighed for at fastholde et stykke dansk kulturhistorie, der bør værnes om. Også selv om han ikke entydigt føler sig mere dansk end tysk efter næsten 30 år i landet.

»Jeg er blevet meget dansk i min måde at leve og tænke på, men jeg er også bevidst om, at jeg stadig har mine rødder og min familie i Tyskland, hvor min far stadig lever. Men der er også noget inde i mig, der siger, at danskerne har en tendens til at springe over, hvor gærdet er lavest og gøre det letteste for sig selv. Man er ikke god til at drage konsekvenserne i forskellige sammenhænge. Hvis man eksempelvis har problemer med hash i fængslerne, kunne man drage konsekvensen, som det er tilfældet i USA, hvor fangen og den besøgende er adskilt uden at kunne komme i fysisk kontakt med hinanden. Men her i landet er vi så blødsødne, fordi vi synes, det er synd, at man ikke kan røre ved og kysse hinanden,« siger Sepp Piontek, der også kan se en tydelig forskel på den danske og tyske folkesjæl.

»I Danmark er vi ikke gode til at drage konsekvensen af vore fejl, og det giver sig udslag på mange måder og niveauer. Når man f.eks. investerer flere milliarder kroner i nye helikoptere til forsvaret, glemmer man at sikre sig returret eller mulighed for kompensation, når kun den ene kommer i luften. Vi vil gerne være så large i Danmark, at vi er parate til at bøje af i mange forhold. Hele sagen omkring Muhammed-tegningerne er et andet eksempel, hvor vi gerne vil vise vores frisind og tolerance,« siger Sepp Piontek, der dog anser den positive side af den danske folkesjæl for at være endnu tydeligere.

Den danske begejstring
»Danskerne er meget frie mennesker, der har mod og vilje til at udtrykke deres meninger og debattere i fuld offentlighed. Det samme kan ikke siges om tyskerne, hvor man er meget mere tilbageholdne af frygt for at dumme sig i fuld offentlighed. Det positive ved danskernes meget ukonventionelle måde at tackle tilværelsen på afspejlede sig også på landsholdet, hvor spillet især i årene 1984 til 1986 i EM- og VM-slutrunderne i henholdsvis Frankrig og Mexico afspejlede glæden og begejstringen i en grad, så vi modtog fanbreve fra så fjerne egne som Afrika og Sydamerika. Det var ikke tilfældigt, at vi blev sammenlignet med brasilianerne, for vi spillede mere med hjertet end forstanden, i modsætning til tyskerne hvor fornuften og effektiviteten skal være i højsædet. Den danske begejstring førte til både smukt og offensivt spil, men den slags kan give bagslag, hvis man ikke altid har de nødvendige ressourcer til det.«

Sepp Piontek har ikke brugt de mange år i Danmark til at tænke på, hvor han ville have været i dag, hvis han ikke havde taget udfordringen op med det danske landshold.

»Formentlig i en eller flere bundesligaklubber, og måske også i andre lande.« Men planer i den retning blev bremset, da han ret hurtigt efter ankomsten i 1979 mødte sin nuværende kone Gitte og gennemgik en skilsmisse, efterhånden som de sportslige udfordringer med landsholdet voksede med varsler om sportslig fremgang.

En sportslig revolution
»Jeg havde ikke de store forventninger til jobbet i Danmark, for mit kendskab til dansk fodbold begrænsede sig til kollegerne Ole Bjørnmose og John Danielsen fra bundesligaen og Per Røntved og Poul Erik Thygesen, som jeg i min trænertid hentede til Werder Bremen. Jeg forsøgte også uden held at få fingre i både Allan Simonsen og Poul Erik Andreasen, men jeg havde også et godt kendskab til andre danskere i udlandet som eksempelvis Ulrik Le Fevre, Henning Jensen, Morten Olsen, Søren Lerby og Frank Arnesen. Det var gode spillere at være med til at videreudvikle, samtidig med at presset ikke ville være så stort, fordi det danske landshold ikke tidligere havde vundet noget særligt. Men for at opnå resultater i Danmark var det nødvendigt med en mindre kulturrevolution på landsholdet, fordi spillerne benyttede udtagelsen som en kærkommen lejlighed til at møde hinanden og deres familie væk fra det hårde daglige arbejde i klubberne. Indstillingen var, at det skulle være sjovt og hyggeligt at spille på landsholdet, når rejsen hjem nu blev betalt af andre. Resultatet betød mindre, for vi kunne alligevel ikke hamle op med de store nationer. Først da vi fik ændret den indstilling, kom de sportslige resultater, der gav mig troen på, at vi sammen kunne opnå noget stort,« siger Sepp Piontek.

Sejren i 1981 over Italiens senere verdensmestre i en kvalifikationskamp blev et afgørende vendepunkt for Piontek og landsholdet og medvirkende til, at han efter de to første år valgte at forlænge sin kontrakt med DBU, selv om han måtte gå 50.000 kr. netto ned i årsløn, da landsholdet ikke kom til VM i Spanien.

»I mellemtiden havde jeg mødt Gitte, og jeg troede på det tidspunkt også på, at vi kunne kvalificere os til EM i Frankrig, hvorefter jeg ville få kompensation for lønnedgangen. Det skete også, men selv om jeg forblev som landstræner til 1990, opnåede jeg aldrig at tjene så god en løn som hverken Richard Møller Nielsen eller Morten Olsen, fortæller Sepp i sit foredrag. DBU's formue på det tidspunkt var kun 2,5 mio. kr., men den blev næsten tidoblet i min tid som landstræner til 22 mio. kr. og er i dag på mere end 100 mio. kr.«

Pragtkampen i Idrætsparken
Sepp Piontek synger ikke med på verset om Danmark som et selvtilstrækkeligt og intolerant land, hvor det som udlænding er meget vanskeligt at blive anerkendt og accepteret, men han ser til gengæld nogle tegn på, at Danmark på grund af den beskedne størrelse har let til national begejstring og sammenhold omkring klenodier og nationale helte.

»Personligt har jeg aldrig oplevet noget negativt i den retning med henvisning til min tyske herkomst, men jeg har til gengæld oplevet at skulle stå til rådighed for både almindelige mennesker og medier, der midt om natten enten vil have mig til at afgøre et simpelt værtshusvæddemål eller svare på et rundspørge om Bjarne Riis eller Michael Rasmussen i en dopingsag. En Peter Brixtofte-sag ville i Tyskland være et lokalt anliggende og aldrig nå højderne som i Danmark. Det samme gør sig gældende inden for sportslige resultater, hvor store lande som Tyskland er vant til at vinde flere verdensmesterskaber. I Danmark går man amok i glædesrus med 100.000 mennesker på Rådhuspladsen i København, når vi vinder EM i fodbold og håndbold,« siger Sepp Piontek, der ikke har svært ved at nævne sine største oplevelser i professionen som fodboldtræner i Danmark.

»Det var slutrunderne i Frankrig 1984 og Mexico 1986, men enkeltstående var sejren på 4-2 over Sovjetunionen i Parken 1985 den største oplevelse. Det var en pragtkamp mellem to meget stærke hold. Alt gik op i en højere enhed, men intet var afgjort, før dommerens sidste fløjt. Det er den slags kampe, der er med til at legitimere, at man har brugt sit liv i fodboldens tjeneste.